Faktaboks

Douglas Fairbanks
Født
1883
Død
1939

Douglas Fairbanks. Den amerikanske skuespiller (tv.) dannede i 1919 filmselskabet United Artists sammen med instruktøren D.W. Griffith, Mary Pickford (hans kone) og Charlie Chaplin. De fire store stjerner i stumfilmtidens Hollywood er her samlet i forbindelse med selskabets lancering; Griffith ses i midten i munter samtale med America's Sweetheart, Mary Pickford.

.

Douglas Fairbanks, 1883-1939, amerikansk skuespiller og producent. Fairbanks debuterede i 1902 på Broadway, og med sin fandenivoldske charme og sit fysiske overskud var han et tilbedt sceneidol, da han i 1915 fik kontrakt med filmselskabet Triangel. Han blev stumfilmens uovertrufne eventyrer i næsten 50 film frem til 1934 som fx The Mark of Zorro (1920, Zorros Kendemærke), The Three Musketeers (1921, De tre Musketerer), The Thief of Bagdad (1924, Tyven fra Bagdad) og The Black Pirate (1926, Den sorte Pirat). I 1919 dannede han filmselskabet United Artists sammen med Charlie Chaplin, D.W. Griffith og Mary Pickford. Den sidstnævnte giftede han sig med i 1920.

Sønnen Douglas Fairbanks jr. (1909-2000) var også skuespiller og havde hovedroller i film som Gunga Din (1939) og Sinbad the Sailor (1947, Sinbad Søfareren).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig