Det Danske Revymuseum, tidl. Revy- og Morskabsmuseet, museum på Frederiksberg, åbnet 1993 i Kavalerfløjen ved Frederiksberg Runddel og i 2004 flyttet til nye lokaler ved siden af Lorry. Museet bygger på revyforfatterparret Ida og Bent Froms store private samling og omfatter en stadig voksende samling på mere end 8000 gamle 78-pladeindspilninger samt i tusindvis af fotos, noder, tekster, programmer, plakater og rekvisitter. Museet har skiftende udstillinger og et omfattende aktivitetsprogram med foredrag, interview og levende underholdning.