Det Danske Frimurerlaug, Det Danske Frimurerlaug af Gamle, Frie og Antagne Murere, etableret 1919, dansk frimurerorganisation, der arbejder i overensstemmelse med det engelske system, som er det oprindelige og mest udbredte frimureriske system i verden; det omfatter "tre grader og ikke flere", i England kaldet the craft, på dansk lauget.

Medlemskab forudsætter en erklæring om troen på eksistensen af "et højeste styrende væsen", dvs. en tro på Gud. Er en sådan erklæring afgivet, kan optagelse alt andet lige finde sted; laugsfrimureri blander sig ikke i og kræver ikke en tilkendegivelse af, hvilken tro det enkelte medlem bekender sig til. Det er på den baggrund, man skal se forbuddet mod i frimurerisk sammenhæng at diskutere religion og sekteriske spørgsmål; samme restriktion gælder for politik.

Laugsfrimureri betegnes som et særligt moralsystem, fordi det med stenhuggerfagets værktøjer som symboler i løbet af en tredelt "historie", dvs. de tre grader, belærer sine tilhængere om en moralsk rigtig livsførelse. Belæringen er nært knyttet til og uadskillelig fra troen på Gud. Det Danske Frimurerlaug hviler på grundsætningerne broderkærlighed, hjælp og sandhed, hvoraf hjælp omfatter en udstrakt velgørenhed, ikke kun økonomisk, men også ved at give af sin tid og dermed yde en indsats til gavn for fællesskabet.

Det Danske Frimurerlaug omfatter 44 loger (2013). Det er tilsluttet Den Danske Frimurerorden, hvis stormester også er Det Danske Frimurerlaugs stormester. Det Danske Frimurerlaug ledes af en laugsmester, der vælges hvert år af repræsentanter for de enkelte loger; i den enkelte loge vælges en mester til at føre forsædet. Laugsmesteren udøver sin myndighed sammen med Rådet for Generelle Anliggender, der er sammensat af hhv. seks af ham udpegede laugsembedsmænd og seks medlemmer, som er valgt af logerne.

Se også Den Danske Frimurerorden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig