Desiderio da Settignano, 1428/1431-1464, italiensk billedhugger, født i den lille by Settignano ved Firenze. Desiderio da Settignano var formentlig elev af Bernardo Rossellino, og Desiderios marmorgravmæle i renæssancestil for humanisten og statsmanden Carlo Marsuppini (1398-1453) i kirken Santa Croce i Firenze står da også tydeligt i gæld til Rossellinos ca. ti år ældre gravmæle for Leonardo Bruni i samme kirke. Til San Lorenzo i Firenze udførte Desiderio et tabernakel (sakramentskab).

Fra Donatello har Desiderio kunnet tilegne sig forudsætningerne for at fremstille overbevisende livagtige billeder i meget lavt relief. Hans øvrige skulpturer har i reglen en indsmigrende, yndefuld karakter, især portrætbusterne af børn og unge kvinder.

Læs mere om italiensk billedkunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig