Debye-Hückels teori

Artikelstart

Debye-Hückels teori, i den fysiske kemi en teori for stærke elektrolytopløsninger, fremsat af P. Debye og E. Hückel i 1923. Visse opløsningsmidler, fx vand, er i stand til at nedbryde iongitteret af et salt, således at saltet opløses i ioner, og der dannes en såkaldt elektrolytopløsning. Teorien antager, at de opløste salte (elektrolytter) er fuldstændigt dissocierede (adskilte) i ioner, og at ionerne er punktformige ladninger.

Et stofs opløselighed afhænger foruden af opløsningsmidlet også af temperaturen, og dette beskrives matematisk ved massevirkningsloven. Denne lov medfører, at det opløste stofs aktiviteter ikke kan varieres vilkårligt. Fx gælder for det tungtopløselige bariumsulfat, BaSO4, der ved opløsning danner Ba2+- og SO42--ioner, at produktet af aktiviteten for barium- og sulfationen i opløsningen er en konstant, hvis størrelse afhænger af temperaturen. De enkelte ioners aktivitet kan udtrykkes som produktet af ionens koncentration og dens aktivitetskoefficient. Debye-Hückels teori for opløsning af ioner i polære opløsningsmidler, fx vand, anvendes til bestemmelse af aktivitetskoefficienter. Se også aktivitet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig