David Lange, 1942-2005, newzealandsk jurist og politiker, premierminister 1984-89. Lange blev medlem af parlamentet i 1977 og var leder af Labour 1983-89. Efter partiets overbevisende valgsejr i 1984 blev han premierminister. Ved at erklære New Zealand for atomvåbenfri zone og kæmpe imod atomprøvesprængningerne i Stillehavet kom han på kollisionskurs med USA i forsvarssamarbejdet ANZUS og med Frankrig. Efter en intern magtkamp i partiet overlod han i 1989 premierministerposten til Geoffrey Palmer.