DR Pigekoret er et kor i DR. Det blev grundlagt i 1938. Pigekoret opstod som en logisk parallel til Statsradiofoniens Drengekor, der allerede var oprettet i 1929 under Henning Elbirk (1908-1985).

Faktaboks

Også kendt som

indtil 2001: Radioens Pigekor, Radiopigekoret

DR Pigekoret består af 50 sangere i alderen 15-22 år. Forud for deltagelsen i selve pigekoret forberedes børnene i DR Juniorkoret (11-15 år), DR Børnekoret (9-11 år) og for de 6-8-åriges vedkommende i DR Spirekoret. Pigekoret, men også de yngre kor, giver sammen eller hver for sig koncerter i ind- og udland med klassisk, rytmisk og folkelig musik.

DR Pigekoret blev fra starten ledet af musikpædagogen Lis Jacobsen, der fratrådte i 1961, og de følgende år havde koret forskellige dirigenter heriblandt Karen Barfoed Bjerre, indtil Tage Mortensen i 1966 fik stillingen og dirigerede koret frem til 2001. Siden er koret dirigeret af Michael Bojesen fra 2001 til 2010, Cecilia Martin-Löf fra 2011 til 2012, Nenia Zenana fra 2012 til 2013 og Phillip Faber (f. 1984) fra 2013 til 2023. Charlotte Rowan (f. 1995) har siden 2023 dirigeret koret.

Repertoiret spænder fra klassiske danske sange til moderne rytmisk musik. Koret har udgivet adskillige CD'er og modtog Modersmål-Prisen i 1988.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig