Den moderne congolesiske litteratur er en af de mest dynamiske i det fransktalende Afrika, og den er udbredt også i Frankrig. Brazzaville havde i kolonitiden en central kulturel placering som hovedstad i Fransk Ækvatorialafrika, og den bevarede byen også efter selvstændigheden i 1960. Efter en beskeden begyndelse med nogle få digtsamlinger af Tchicaya U'Tamsi udfoldede den congolesiske litteratur sig i slutningen af 1960'erne i en række romaner og novellesamlinger, og inden for lyrikken søgte Jean-Baptiste Tati-Loutard (1939-2009) nye veje med Poèmes de la mer (1968).

Den congolesiske litteratur blev et forbillede for forfattere i andre af Afrikas fransktalende lande. Kritikken af forholdene i de nye afrikanske stater var i centrum i 1970'erne og 1980'erne. Henri Lopes skildrede i novellesamlingen Tribalique (1971) realistisk undertrykkelsens og diktaturets konsekvenser, mens Emmanuel Dongala i Jazz et vin de palme (1982) satirisk udmalede magthavernes hykleri og inkompetence. Dongalas novellesamling blev forbudt, men den skarpeste samfundskritik gav Sony Labou Tansi, der i sine dramaer og romaner, deriblandt L'Anté-peuple (1983, da. Før-folket, 1989), tematiserede nedværdigelsen, volden og undertrykkelsen. Litteraturen var i realiteten det eneste forum for kritik af styret, og som befolkningens talerør fik forfatterne derfor en enestående indflydelse. Den mistede de delvis med censurens ophævelse i 1990 og de dermed følgende muligheder for en friere debat.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig