Comorerne - historie

Comorerne – historie, Først i 900-t. fandt en egentlig islamisk kolonisering af Comorerne sted fra Østafrika; samtidig nåede indonesisk indflydelse til øerne via Madagaskar. I 1500- og 1600-t. var øerne base for portugisisk og senere engelsk og fransk søfart. I perioden 1794-1820 hjemsøgtes Comorerne af madagaskiske slavehandlere, og øerne blev nærmest affolket. I de følgende årtier opkøbte engelske, amerikanske og franske plantører store arealer af de lokale sultaner. Fra 1886 blev øerne fransk protektorat, og omkring århundredskiftet ejede franske firmaer med tilknytning til parfumeindustrien størstedelen af øerne.

Fra 1912 knyttedes Comorerne til den franske administration af Madagaskar. Først efter 2. Verdenskrig fik øerne som fransk oversøisk protektorat lokal administration og i 1961, tilskyndet af uafhængighedsbevægelsen, indre selvstyre. I 1974 afholdtes en folkeafstemning, der resulterede i en løsrivelse fra Frankrig med undtagelse af øen Mayotte, der er forblevet under fransk administration.

Den 6.7.1975 blev uafhængigheden trods fransk protest erklæret af Ahmad Abd-Allah, der blev valgt til øernes første præsident. Allerede en måned senere blev han afsat ved et kup af en moderat politisk alliance, der støttedes af de religiøse ledere og de fremstående familier. Ali Soilih blev statsoverhoved, men væltet i 1978, da han gjorde sig til talsmand for en form for postkolonial socialisme. Kuppet blev gennemført af fransk-belgiske lejetropper og finansieret fra eksil af Ahmad Abd-Allah, som atter blev valgt til præsident. Støttet af lejetropper, finansieret af Sydafrika, udnyttede Ahmad Abd-Allah øernes strategiske beliggenhed på tankskibsruten gennem Mozambiquekanalen til at opnå politisk og økonomisk støtte fra Vesten og De Arabiske Stater. Tilskyndet af Frankrig ophørte Sydafrika i efteråret 1989 med finansiering af lejetropperne, og Ahmad Abd-Allah blev myrdet, efter sigende af lejetropperne. Højesteretspræsidenten Said Mohamed Djohar overtog herefter styret, og det lykkedes ham at formå Frankrig til at intervenere for at fjerne lejetropperne, som blev garanteret eksil i Sydafrika. I 1990 valgtes Said Mohamed Djohar til præsident. Det lykkedes ham trods stridigheder mellem rivaliserende politiske grupperinger at modernisere forfatningen, men et kupforsøg i efteråret 1995 tvang Djohar til at forlade landet. Kupforsøget blev stoppet, men i Djohars fravær besluttede regeringen at indsætte premierminister Caabi El Yachroutou på præsidentposten. Djohar erklærede dog senere at regeringsbeslutningen var ulovlig, og at han havde til hensigt at vende tilbage.

Et mislykket kupforsøg i 1995 blev indledningen på flere års politisk krise i landet. Efter valget i 1996 af Mohamed Taki Abdoulkarim (1936-98) som præsident fortsatte de politiske problemer og resulterede i, at to af de tre øer, Mohéli og Anjouan, erklærede sig uafhængige med det formål at søge om tilslutning til Frankrig på linje med naboøen Mayotte. Selvstændighedserklæringerne blev dog ikke internationalt anerkendt. Abdoulkarim døde i 1998, og hans efterfølger afsattes seks måneder senere ved et ublodigt militærkup, som bragte oberst Azali Assoumani (f. 1959) til magten. Samtidig var situationen omkring landets status uafklaret, og især Anjouan stod fast på sin selvstændighed. For at tvinge øen tilbage i føderationen indførte OAU i 2000 sanktioner mod øen og støttede, at separatisterne kunne afsættes med militærmagt. Herefter bøjede Anjouan sig. I 2001 vedtoges en ny forfatning, som ændrede Comorernes status fra at være en islamisk føderation til at være en union med udstrakt selvstyre på de tre øer, og hvor præsidentposten går på omgang mellem øerne i treårsperioder. Præsident Assoumani, der repræsenterede Grande Comore, afløstes i 2006 af Ahmed Abdallah Mohamed Sambi (f. 1958), en muslimsk religiøs leder fra Anjouan. Han efterfulgtes i 2011 af Ikililou Dhoinine (f. 1962).

Læs mere om Comorerne.