Colette

Faktaboks

Colette

Sidonie-Gabrielle Colette

født:
28. januar 1873, Saint-Sauveur-en-Puisaye, Frankrig
død:
3. august 1954, Paris, Frankrig

Colette var en fransk forfatter, hvis fortællinger er båret af naturglæde, psykologisk indfølelse og en sanselighed, der tidligt placerede forfatterskabet i skandalens tegn.

Hendes tidligste produktion, Claudine-bøgerne (1900-05, da. 1944), måtte hun signere med sin første ægtefælles pseudonym, Willy; men hendes uafhængighed, menneskeligt og kunstnerisk, finder sit litterære udtryk i La Vagabonde (1910, da. Lille Vagabond, 1943).

En stærk inspiration udgår fra barndomsårene og erindringsbillederne om moderen, fx Sido (1929, da. 1943) og La Naissance du jour (1928, da. Den gryende dag, 1992). Kendtest er i øvrigt Chéri (1920, da. 1943), La Chatte (1933, da. Katten, 1944) og Gigi (1944, da. 1959). Udformet med stilistisk beherskelse tegner Colettes forfatterskab sig som et af de centrale fra hendes periode, fra tidligste færd med stor publikumsgunst, i stigende grad med kritikkens bevågenhed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig