Cladonia, slægt af laver med 53 arter i Danmark. De stærkt forgrenede arter kaldes rensdyrlav, de øvrige bægerlav. Rensdyrlaver danner tætte gulgrå måtter på mager jord i klitter, heder og plantager.

Rensdyrlaverne vokser og forgrener sig i spidsen af løvet, samtidig med at ældre dele af løvet dør bort forneden. Det buskede løv bliver derfor sjældent højere end 5-10 cm. Hos Cladonia starter væksten normalt med et bladformet løv. Herfra dannes et opret løv, som hos bægerlaver ofte er syl- eller bægerformet; yderst på løvet ses undertiden brune eller stærkt røde frugtlegemer. Mange bægerlaver vokser på bark ved basis af træstammer eller på rådnende træ.

I nordlige egne, fx i Skandinavien og Grønland, udgør rensdyrlaver en væsentlig del af rensdyrenes vinterføde. Radioaktivt nedfald opkoncentreres i rensdyrlavernes løv og videregives i fødekæden til rensdyrene. Dette medførte efter Tjernobyl-ulykken i 1986, at kødet fra mange rensdyr blev kasseret. Stjernerensdyrlav indsamles i norske og finske nåleskove og anvendes i Danmark til at dekorere gravsteder om vinteren samt som træer og buske i arkitektmodeller.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig