Churches of Christ, et fællesskab af amerikanske kirker med baggrund i Thomas og Alexander Campbells reformbevægelse. I 1906 skilte Churches of Christ sig ud fra Disciples of Christ og markerede sig som højrefløjen blandt de "campbellitiske kirker". Churches of Christ er kendetegnet ved deres konservatisme, fundamentalistiske bibelsyn og hævdelse af menighedernes fuldstændige uafhængighed.