Christina Stead, 1902-1983, australsk forfatter. Christina Stead, der boede i England og USA 1928-74, debuterede med romanen Seven Poor Men of Sidney i 1934. Hendes delvis selvbiografiske The Man Who Loved Children (1940) og For Love Alone (1944) anses sammen med The Dark Places of the Heart (1966) for hendes bedste. Hendes romaner og noveller placerer individet i en politisk og social sammenhæng og analyserer med skarpt klinisk blik såvel familieliv som fornemmelsen af fremmedgørelse i forhold til både køn og nation.