Christiaan Huygens

Christiaan Huygens var en hollandsk matematiker, fysiker og astronom, der oprindelig var uddannet som jurist; søn af Constantijn Huygens. Christiaan Huygens opholdt sig i mange år i Paris som medlem fra begyndelsen (1666) af Academie royale des sciences. I 1683 vendte han tilbage til Holland.

Huygens antog, at alt i Universet er opbygget af hårde eller elastiske partikler af forskellig størrelse inddelt i fire grupper: I den første gruppe findes partikler, der udgør almindeligt stof og luften, i den anden findes de uhyre små lysbærende æterpartikler, endnu mindre er de magnetiske partikler i tredje gruppe, og endelig findes i fjerde gruppe en subtil materie, som forårsager gravitationen.

Alle naturfænomener skal forstås som stød mellem sådanne partikler. Derfor var det vigtigt for Huygens at studere stødlovene. Han påbegyndte studiet af elastiske stød i 1652, men lovene blev først publiceret i 1668. For at udlede dem gjorde han udstrakt brug af Galileis relativitetsprincip.

Christiaan Huygens opøvede en stor færdighed i at slibe linser, og undersøgelser med egne kikkerter førte til opdagelsen af saturnmånen Titan i 1655. I 1659 gav han teoretiske og observationelle beviser for eksistensen af Saturns ring. I 1657 udgav han en afhandling om beregning af chancer, der var et vigtigt bidrag til udviklingen af sandsynlighedsregningen. Samme år havde han udviklet og fik patenteret penduluret, for hvilket han senere beskrev forbedringer i Horologium oscillatorium (1673) med teorier over svingningstider, penduludslag, evolutter og evolventer.

Christiaan Huygens udviklede en original lysteori i Traité de la lumière (1690). Han opfattede lys som en uregelmæssig følge af stød gennem æterpartiklerne, således at stødene udbreder sig som kugleflader. Hans teori kunne ikke gøre rede for farver, men fik sin store succes ved at forklare spejling og brydning, herunder specielt dobbeltbrydning i det af Rasmus Bartholin i 1669 beskrevne islandske krystal (se Huygens' princip).