Castellón de la Plana, østspansk by 65 km NØ for Valencia; 167.455 indb. (2005). Byen blev grundlagt i 1251, da indbyggerne flyttede fra La Magdalena-højen i vest.

Under Den Spanske Borgerkrig 1936-39 blev byen som et af republikanernes sidste holdepunkter stærkt beskadiget, men den er siden blevet genopført i moderne stil.

Provinsen Castellón de la Plana; 6679 km2, 543.432 indb. (2005) har et kuperet og afvekslende indland, der adskilles fra den 120 km lange Middelhavskyst Costa del Azahar, 'orangeblomstkysten', af den frugtbare slette La Plana. Her dyrkes oliven, appelsiner og andre Middelhavsafgrøder. Desuden opdrættes får og kvæg. Turisme langs kysten samt let industri i byerne er ligeledes af økonomisk betydning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig