Cambodjansk litteratur og den litterære tradition i Cambodja er påvirket af indiske traditioner og har meget tilfælles med tilsvarende traditioner i Thailand og Laos.

Den klassiske periode

Den klassiske periode er perioden 1500-1900; glansperioden fra ca. 1600 og ind i 1700-tallet. Den klassiske skønlitteratur er skrevet på vers. De mest kendte episke værker er Lpoek Angar Vatt (ca. 1620), en beskrivelse af Angkor Vat og dens forhistorie, samt Ramakerti, khmerversionen af det indiske epos Ramayana.

Klassiske versromaner

De klassiske versromaner er tit gendigtninger af jatakaer, buddhistiske fortællinger. Episoder fra de klassiske romaner anvendes som motiv i tempelmalerier og som repertoire for forskellige former for teater.

Den mundtlige litteratur

Til den mundtlige litteratur hører et stort antal folkesange og fortællinger. Historierne om drillepinden Thmenh Chey og om Dommer Hare er meget populære.

Moderne litteratur i Cambodja

Den moderne litteratur, der er skrevet af og for en lille byelite, behandler den moderne udvikling og de problemer, der følger i dens kølvand. Den første roman udkom i 1938, og den litterære produktion har siden været beskeden.

Litteraturen under Khmer Rouge

Under Khmer Rouge-styret i årene 1975-1979 var der ingen litterær aktivitet. Derefter er den litterære udvikling ikke kendt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig