Californiske Strøm, kold sydgående havstrøm langs Nordamerikas vestkyst. Især om sommeren sørger fralandsvinde for, at der på strømmens kystside opstår en upwelling af næringsrigt bundvand, som er grundlaget for en stor planktonproduktion og store fiskebestande. Efter intenst fiskeri er bestandene dog væsentligt mindre end i 1930'erne og 1940'erne, da fangsterne af sardin, ansjos og sild var blandt de største i verden.