Caernarfon, engelsk Caernarvon, by i Gwynedd, Nordwales, ved udmundingen af floden Seiont i Menaistrædet; 9600 indb. (2011). Byen præges af et imponerende borgkompleks (påbegyndt 1283) og en bymur som omgiver middelalderbyen med næsten 3 m tykke mure. Borgen er den største i en hel serie i Nordwales opført af Edward 1. for at kontrollere waliserne, hvis kamptropper måtte gemme sig i bjergene. For at understrege Wales' underordning under den britiske trone udråbte Edward i 1301 sin søn til prins af Wales. Udnævnelsen skete fra Caernarfon. Siden hen er kongehusets ældste søn blevet udråbt til Prins af Wales. Således også prins Charles, som i 1969 fik denne titel i Caernarfon. Borgen og bymuren er sammen med anlæggene i Beaumaris, Conwy og Harlech optaget samlet på UNESCO's Verdensarvsliste.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.