Faktaboks

Brian Cowen
Født
10. januar 1960

Brian Cowen, f. 10.1.1960, irsk politiker, regeringsleder (taoiseach) 2008-11. Cowen blev i 1974 det hidtil yngste medlem af parlamentets underhus, Dáil Éireann, for partiet Fianna Fáil; han overtog sædet efter sin afdøde far. Siden 1992 har han haft en række ministerposter, bl.a. arbejdsminister 1992-93, udenrigsminister 2000-04 og finansminister 2004-08. Som udenrigsminister spillede han en aktiv rolle i den nordirske fredsproces. I 2008 overtog han ledelsen af Fianna Fáil og regeringslederposten efter Bertie Ahern. Få uger efter led han et alvorligt nederlag da en folkeafstemning i Irland afviste Lissabontraktaten. Traktaten blev dog vedtaget ved en ny afstemning året efter.

Irland blev i 2010 meget hård ramt af finanskrisens eftervirkninger; landet måtte bede om hjælp fra EU og en hård økonomisk hestekur blev indledt. Cowen blev stærkt kritiseret for sin håndtering af krisen, og i januar 2011 trådte han tilbage som leder for Fianna Fáil og udskrev valg. Valget den 25.2.2011 blev et alvorligt nederlag for Fianna Fáil, og Cowen måtte afgive regeringsmagten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig