Brendan Behan, 1923-1964, irsk forfatter. Sad med en kort afbrydelse fængslet 1939-46 for IRA-aktiviteter. Hans internationale berømmelse hviler især på skuespillene The Quare Fellow (1954, da. Særlingen, 1966) og The Hostage (1958, da. Gidslet, 1961, med flere danske opførelser) samt på skildringen af de tidlige fængselsår, Borstal Boy (1958, da. En Irsk Oprører, 1960). På trods af sin engelsksprogede Dublin-baggrund skrev Behan også på irsk (gælisk), bl.a. digte. Hans senere værker er af svingende kvalitet.