Borregård, oprindelig en herregård ved Sarpsborg 70 km syd for Oslo. I middelalderen hed den Borgargerði og var Olav den Helliges kongsgård. Den omtales i 1203 og har sandsynligvis været krongods til 1312. Den borglignende herregård forsvandt ved et jordskred i 1702. Det nuværende Borregård blev opført umiddelbart efter.

Ved Borregård, der ligger ved Sarpsfossen, har der tidligt været drevet savbrug. På ejendommens grund anlagdes i 1889 Borregaard Fabrikkerne, senere Borregaard Industries Limited, en kemisk industri, hvis produktion er baseret på træforædling, fx papir, samt andre former for kemisk produktion. Virksomheden, som siden 1986 har været en del af Orkla-koncernen, havde i 2006 1700 ansatte og en omsætning på 4,5 mia. norske kr. Efter en omfattende renovering blev hovedbygningen taget i brug i 1988 som konference-, kursus- og repræsentationscenter for virksomheden.

De hemmelige forhandlinger, som førte til Osloaftalen i 1993 mellem Israel og palæstinenserne, foregik på Borregård.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig