Bobrujsk, hviderussisk Babrujsk, by i Hviderusland 150 km SØ for Minsk; 215.100 indb. (2009). Byen har en strategisk placering ved den sejlbare flod Berezina. Den er kendt fra 1300-t., var polsk 1649-1793 og har et stort fæstningsanlæg fra 1810. Flere afgørende slag er udkæmpet her, bl.a. under Napoleons felttog 1812 og i juni 1944, da Den Røde Hær tog over 23.000 tyske krigsfanger. Under 2. Verdenskrig etablerede tyskerne flere lejre, hvor bl.a. danske frivillige i SS gjorde tjeneste. I lejrene myrdedes tusinder af jøder.