Birgitte Mellentin, f. 1951, dansk scenograf. Fra 1987 har hun været flittigt benyttet på teatrene i København og i provinsen. Forestillinger som Kjartan og Gudrun (1993), Prinsen af Homburg (1996) og Det kvindelige selskab (1997, alle på Det Kgl. Teater) samt Dr. Dantes elektroniske komedie (1993) og Aarhus Teaters På sporet af den tabte tid (2003) vidner om spændvidden i hendes ofte abstrakte univers, der forener modernitet med antydningens kunst og sikker, atmosfæreskabende stilfornemmelse.