Bent Lylloff, 1930-2001, dansk slagtøjsspiller, uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 1946-50. Efter videreuddannelse i udlandet spillede han i Tivolis Symfoniorkester 1954-61, derefter i Det Kongelige Kapel til 1990. Lylloff var internationalt anerkendt for sin pædagogiske indsats og sin entusiasme for ny slagtøjsmusik. Han optrådte i mange sammenhænge som solist og kammermusiker og inspirerede mange komponister til at skrive værker for slagtøj. Lylloff var 1967-76 docent ved Det Jyske Musikkonservatorium, fra 1978 ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han var professor 1989-2000.