BAE Systems, britisk producent af civile og militære systemer til luftfart, rumfart og skibe, stiftet 1999 ved fusion mellem British Aerospace og Marconi Electronic Systems. BAE Systems var indtil 2006 medlem af Airbus-konsortiet (20% andel), hvortil koncernen producerede vinger til samtlige Airbus-flytyper, og koncernen har haft andele i Gripen-programmet (1995-2011). BAE Systems har fortsat 33 % andel i Eurofighter-konsortiet samt andele i Joint Strike Fighter-programmet. I 2012 havde BAE Systems en omsætning på ca. 17 mia. pund og 88.200 ansatte.