B. Bang, Bernhard Bang, 1848-1932, dansk læge og dyrlæge, professor ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Hans videnskabelige forskningsarbejde blev rettet mod flere økonomisk belastende smitsomme sygdomme hos husdyr, primært kvæg. Inden for tuberkuloseforskningen i kvægbesætningerne fik han indført tuberkulinprøver og isolation af kalve fra smittede køer; metoden blev kendt og anvendt hele verden over som Bangs tuberkulosebekæmpelsesmetode.
Sammen med sin assistent V. Stribolt beskrev og isolerede han Brucella abortus-bakterien, som er årsag til den smitsomme kastning hos køer; sygdommen kaldes i dag verden over Bangs disease. Bang påviste endvidere, at sygdommen paratuberkulose kan overføres eksperimentelt.
Som verdenskendt mikrobiolog fik han utallige danske og udenlandske hædersbevisninger, og han var æresdoktor ved fire universiteter (Kristiania, Wien, Utrecht og Budapest).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.