Børge Müller, 1909-1963, dansk revyforfatter, bror til Arvid Müller. Brødrene var både hver for sig og sammen storleverandører til de danske revyer fra slutningen af 1920'erne. Begge havde tæft for sprogets muligheder kombineret med humoristisk originalitet, som især Osvald Helmuth forstod at bygge videre på, således at en sangtekst blev til et helt lille skuespil, fx Brudens far (1952). Fra 1930'erne lavede de sangtekster til en række filmkomedier og skrev desuden flere filmmanuskripter, Arvid Müller fx Otte Akkorder (1944) og Vi er alle sammen tossede (1959) og Børge Müller Mød mig på Cassiopeia (1951).