Avvakum var en russisk protopope, dvs. domkirkepræst, én af de betydeligste ledere af de gammeltroende. Avvakum vendte sig i 1650'erne lidenskabeligt imod patriark Nikons ritualreform, der bl.a. påbød "trefinger-korstegnet" i stedet for korstegnet med to fingre. Avvakum blev ekskommunikeret ved koncilet i Moskva i 1666; hermed opstod det skisma (russisk raskol), der endnu i dag samler flere mio. i de gammeltroende kirker. Under sin forvisning blev Avvakum dømt til bålet og brændt. Blandt hans efterladte teologisk-polemiske værker kan nævnes hans selvbiografi Zjitije (Liv).