August Hermann Francke

Faktaboks

August Hermann Francke
Født
1663
Død
1727

August Hermann Francke. I Halle, Franckes hjemby, rejste man i 1829 dette monument over den initiativrige pietist, der socialt og pædagogisk fik så stor betydning. Bygningen i baggrunden er gårdsiden af de stiftelser, som han grundlagde. Da han hverken var kongelig, adelig eller krigshelt, måtte statuen ikke anbringes offentligt på pladsen foran facaden. Statuen er udført af billedhuggeren Christian Daniel Rauch.

.

Artikelstart

August Hermann Francke, 1663-1727, tysk luthersk teolog og filolog, banebryder for pietismen. Hans grundlæggende synspunkt var, at kristendommens budskab gælder både sjæl og legeme; deraf følger også Franckes krav til den "omvendte" om, at kristentroen skulle udtrykkes både i ord og praktisk handlen. Som præst og senere professor i Halle an der Saale engagerede Francke sig i et omfattende pædagogisk og socialt arbejde og grundlagde de "Franckesche Stiftungen", der blev forbillede for talrige lignende initiativer i fx Danmark (Det Kongelige Vajsenhus).

I sit praktiske, kristne forsorgsarbejde og som teolog og filolog etablerede Francke mange internationale forbindelser og medvirkede herved til at bryde den lutherske kirkes hidtidige isolation. Stor betydning fik han som leder af Tranquebarmissionen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig