August Böckh var en tysk klassisk filolog. Böckh var professor i Berlin og anses for grundlægger af den moderne, historisk orienterede klassiske filologi. Han definerede fagets opgave som "generkendelse af det (i oldtiden) erkendte" og forestod bl.a. indsamling og udgivelse af græske indskrifter. Med hovedværket Staatshaushaltung der Athener (1817) grundlagde han studiet af antikkens økonomi.