Faktaboks

Arne Strid
Født
1943

Arne Strid udforskede bl.a. Grækenlands flora. Her vises udbredelsen af tre arter, der demonstrerer plantegeografiske grænser i Grækenland. Orientalsk avnbøg forekommer fra Italien til Kaukasus; i Grækenland er den knyttet til fastlandet og nogle af de nordligste øer, hvor floraen har et kontinentalt præg. Nigella doerfleri er endemisk i det central- og sydægæiske område (Kykladerne og Kreta). Dianthus elegans forekommer på de østægæiske øer og i tilgrænsende dele af det vestlige Anatolien. Den plantegeografiske grænse mellem Europa og Asien kan siges at ligge mellem Kykladerne og de østægæiske øer; den kaldes Rechingers linje og svarer til en dybhavsarm, der blev dannet i slutningen af tertiærperioden.

.

Arne Strid, f. 1943, dansk botaniker, født i Sverige; professor i systematisk botanik ved Københavns Universitet fra 1973. Han har desuden arbejdet i bl.a. Australien og Sydafrika.

Arne Strid har foretaget talrige botaniske forskningsrejser til subtropiske områder i Sydafrika, Australien og Middelhavsregionen, og han har ydet en betydelig indsats ved udforskningen af Grækenlands flora. Hans disputats var en eksperimentel undersøgelse af artsdannelse i en gruppe af planter i Det Ægæiske Hav.

Arne Strid har bl.a. udgivet Wild Flowers of Mount Olympus, Mountain Flora of Greece, 1-2 (1986-91), Flora Hellenica Bibliography (1996, 2006) og Red Data Book of Rare and Threatened Plants of Greece (1996). Han er redaktør for flerbindsværket Flora Hellenica og sekretær i ledelsesgruppen for samme flora. Han er bl.a. medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab (siden 1976).

2001-08 var Arne Strid leder af Botanisk Have i Göteborg, der med sine 175 ha og 13.000 arter er en af Europas største. Han blev efterfølgende professor emeritus ved Lunds Universitet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig