Arne Geijer var en svensk faglig leder og socialdemokratisk politiker. Geijer var uddannet som metalarbejder. I 1938 blev han sekretær i det svenske metalarbejderforbund, og 1948-56 var han formand. Geijer havde stor betydning for fagbevægelsen og var 1956-73 formand for LO. Han tillagde international fagbevægelse stor betydning og var bl.a. 1957-65 formand for Frie Faglige Internationale. Geijer var medlem af Riksdagen 1955-57.