Argentina - litteratur

Søgen efter en national identitet har præget Argentinas litteratur siden dens begyndelse efter uafhængighedserklæringen i 1810. Domingo Sarmientos filosofisk-dokumentariske roman Facundo, civilización y barbarie (1845) lagde grunden til den stadig aktuelle identitetsdiskussion. I denne diktatorroman står begrebet civilisation for den europæiske og nordamerikanske kultur, mens barbari betegner den primitive landbefolknings rå og naturbetingede livsform, der trivedes under Rosas' diktatur i ca. 1835-1852. Sarmiento argumenterer for en europæisering af Argentina som den eneste vej til kulturelt og økonomisk fremskridt. Opgøret mellem Rosas og hans intellektuelle modstandere beskrives i romanform i José Mármols Amalia (1851, dansk Amalie, 1874 som føljeton). Esteban Echeverrías novelle El matadero (1838, udgivet i 1871, Slagtehuset) ses som den første beskrivelse af denne konflikt. Som indlæg i debatten kom i 1872 José Hernández' episke digt Martin Fierro, der forherliger gauchoen, den traditionelle kvægvogter, der med dette værk forvandledes til symbol for det ægte argentinske. Realismen i begyndelsen af 1900-tallet har Manuel Gálvez som sin mest fremtrædende eksponent. Hans romaner afspejler den begyndende sociale krise i en forherligelse af fortidens værdier og med en social kritik, der har sin grund i en meget pessimistisk determinisme.

I 1920'erne opstod modernismen med sprogets æstetik som vigtigste kendetegn. Ricardo Güiraldes' gauchoroman Don Segundo Sombra (1926, på dansk i 1957) er en udløber af denne stil. Der tegner sig i denne periode to retninger, der får konkret udtryk i de litterære grupperinger "Boedo" og "Florida". Den første, der teknisk er inspireret af de store russiske fortællere, er populistisk med et klart socialt engagement. Den giver især gennem teaterbevægelsen Teatro del Pueblo et billede af det rod- og fremtidsløse barn af immigranter i Buenos Aires. Florida-gruppen, der udgav tidsskriftet Martín Fierro indtil 1927, formede sig som en elitistisk avantgardebevægelse med digteren Jorge Luis Borges i spidsen. Borges lagde senere grunden til en stærk argentinsk novelletradition med sine poetisk-filosofiske essays og noveller. Han beskriver livet som en labyrint med erkendelsen og dermed døden som mål.

I 1930'erne og 1940'erne opstillede Eduardo Mallea og Leopoldo Marechal en modsætning mellem det tilsyneladende og det egentlige Argentina i en metafysisk søgen efter åndelig fuldkommenhed. Fra 1931 udgav Victoria Ocampo (1890-1979) tidsskriftet Sur i samarbejde med en kreds af intellektuelle. Ernesto Sábato blev kendt i 1948 med et forfatterskab, der har stærke bånd til psykoanalysen og kan beskrives som en syntese af de to nævnte elitistiske og populistiske retninger. Efter Peróns fald 1955 opstod der en ny form for realisme med politisk-historiske romaner på marxistisk grundlag og fiktive handlingsforløb på baggrund af historiske og politiske begivenheder. Julio Cortázar skrev dels meget realistiske noveller, dels fantastiske fortællinger, hvor virkeligheden gennem en sindrig udnyttelse af sproget bliver uhåndgribelig for læseren. Også hans romaner er præget af betydelig lyst til at eksperimentere både sprogligt og fortælleteknisk. Manuel Puig fulgte eksperimenterne op ved at inddrage træk fra massekulturen (film, trivial- og kriminalromanen) i sine romaner; mest kendt er El beso de la mujer araña (1976, dansk Edderkoppekvindens kys, 1980, filmatiseret i 1985). Parallelt hermed opstod en helt anden litteratur med en dæmpet melankolsk intim-realisme, der minutiøst registrerer de sansede detaljer. Militærdiktaturet i 1976-1983 tvang et stort antal intellektuelle i eksil, især til Mexico og Spanien. Både lyrik, prosa og dramatik behandler i denne periode dels eksilproblematikken, dels den organiserede vold mod enkeltindividet.

Siden 1980'erne har Argentina været præget af stor litterær aktivitet, ikke kun i Buenos Aires, som traditionelt har været toneangivende, men også mere og mere i det kulturelt meget anderledes, provinsielle opland.