Antonius fra Padova, 1195-13.6.1231, italiensk munk, født i Portugal. I 1220 blev han franciskanermunk og levede fra 1221 i Italien, hvor han gjorde undere og samlede store tilhørerskarer til sine prædikener imod tidens vranglærere, navnlig albigenserne. Antonius blev helgenkåret i 1232 og har siden været en meget populær helgen; han blev i 1946 ophøjet til kirkelærer.

Over Antonius' grav i Padova opførtes i 1200-t. den store kuppeldækkede kirke Sant'Antonio. De meget populære statuer af Antonius viser ham i franciskanerordenens dragt, bærende på Jesusbarnet og en lilje. Hans attributter kan også være et knælende æsel eller en fisk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig