Antonello da Messina, ca. 1430-1479, italiensk maler fra Messina, en af ungrenæssancens mestre, der forenede det nederlandske maleris detaljerigdom med det italienske maleris monumentale form.

Giorgio Vasari har tilskrevet ham æren for at have udbredt den nederlandske oliemaleriteknik i Italien; muligvis lærte han teknikken i Napoli, hvor han blev uddannet.

Antonello arbejdede på Sicilien og i Syditalien det meste af sit liv. Et af hans kendteste værker er den lille intime skildring af Den hellige Hieronymus (ca. 1470, National Gallery, London).

I Gregorius-fløjalteret (1473, Museo Regionale, Messina) ses påvirkning fra Jacopo og Giovanni Bellini og fra Piero della Francesca; nyt for den tid var den sarte farveholdning og skyggebehandlingen, som anslår den rumlige virkning.

I Bebudelsen (1473/75, Galleria Nazionale, Palermo) er den dristige forkortning af Marias løftede hånd et indslag i ungrenæssancens ånd, mens det intense lys og formernes voldsomme plasticitet peger frem mod Caravaggios kunst.

Antonello opholdt sig i Venedig 1475-76, hvor han malede Den hellige Sebastian (Gemäldegalerie, Dresden), der udstråler en for den tid usædvanlig harmoni mellem den monumentalt fremstillede helgen og det venetiansk inspirerede sceniske bybillede.

Sideløbende med de religiøse billeder malede han en række mandsportrætter, fx Portræt af en condottiere, (1475, Louvre). Interessen for det psykologiske studie kommer ligeledes til udtryk i en serie malerier af Jesus, Ecce homo, det første dateret 1470/73 (Metropolitan Museum of Art).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig