Annamite Chain

Annamite Chain, Truong Song, bjergkæde i grænseområdet mellem Laos og Vietnam; højeste punkt er bjerget Phou Bia (2819 m). Bjergkæden er ca. 1000 km lang, løber parallelt med Vietnams kyst og danner vandskel mellem Mekongfloden og Det Sydkinesiske Hav. I de stærkt forrevne og geologisk komplekse bjerge er der kun få tilgængelige pas.

Historisk har bjergkæden skilt befolkningsgrupper i Laos og Cambodja fra vietnameserne i den smalle kystzone, og vestlige udløbere af bjergene har medvirket til at hindre politisk enhed i Mekongdalen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig