Anandavardhana, ca. 850, indisk digter og teoretiker fra Kashmir. Han var banebrydende i udformningen af de klassiske indiske teorier vedrørende poetik. I sanskritværket Dhvanyaloka fremhæver han det uudtalte (dhvani, egl. 'tone') som poesiens sjæl. Digteren kan ved at vælge sine ord på en særlig måde bibringe læseren følelser og forestillinger, der ikke direkte er udtrykt i kunstværket.