Allan Sandage, 18.6.1926-13.11.2010, amerikansk astronom, som fortsatte og udviklede Edwin P. Hubbles kortlægning af Universet. Hans forskningsprogrammer ved Mount Wilson-observatoriet har især fokuseret på måling af galaksers afstande og kosmologiske parametre som Universets ekspansion og alder. Med optiske observationer, der indledtes i 1956, underbyggede Sandage big bang-teorien om Universets udvikling.