Alistair MacLean, 28.4.1922-2.2.1987, skotsk forfatter. Alistair MacLeans tjeneste under 2. Verdenskrig i den britiske flåde blev siden afgørende for hans liv og forfatterskab.
1955 debuterede Alistair MacLean med romanen H.M.S. Ulysses (da. 1956), som blev en verdenssucces på grund af sin realistiske og spændende skildring af livet på et krigsskib i konvoj på Nordatlanten under 2. Verdenskrig. Succesen blev fulgt op med The Guns of Navarone i 1957, (da. Navarones Kanoner, s.å.).
Disse to er hans bedste bøger, men han har skrevet mange bestsellere, som næsten alle er filmatiseret, fx Where Eagles Dare (1967, Ørneborgen, s.å.), der blev filmatiseret 1968 af Brian G. Hutton (1935-2014) med bl.a. Richard Burton og Clint Eastwood i hovedrollerne.
I alt blev det til godt 30 bøger – foruden efterladte synopser, som en anden forfatter udbyggede til romaner. To romaner fra 1961/62 blev udgivet under pseudonymet Ian Stuart. Alt findes oversat til dansk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.