Albanien - massemedier, Albaniens første egentlige dagblad blev grundlagt i 1913. Indtil da havde der kun været gjort spredte forsøg i form af ugeaviser. Landets mange analfabeter samt befolkningens fattigdom og isolation har medvirket til, at den trykte presse udvikledes sent og endnu har ringe udbredelse. Under det kommunistiske styre fulgte medierne en strengt marxistisk-leninistisk linje, men efter reformerne 1991 blev pressen mere fri, hvilket medførte udgivelsen af mange nye aviser og blade.

De største og mest indflydelsesrige aviser er Socialistpartiets Zëri i Popullit (Folkets Røst), grdl. 1942, det uafhængige Koha Jone (Vores Tid) og Gazeta Shqiptare (Albaniens Avis).Endvidere Gazeta 55 (grdl. 1997) med engelsk resumé og Sot (I dag), der udkommer på albansk og engelsk.

Først i 1990'erne begyndte tv at vinde indpas i albanske hjem, og det statslige Radio Televizioni Shqiptar (RTSH), grdl. 1938, havde monopol på tv-området indtil 1998. Herefter opstod en række private radio- og tv-stationer med TOP Channel TV (grdl. 2001) som den mest populære. Albanerne kan også modtage nabolandenes tv og satellit-tv. RTSH driver to landsdækkende radiokanaler samt en international service, kendt som Radio Tirana, foruden en satellit-transmitteret tv-service for albansk talende uden for Albanien.

Læs mere om Albanien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig