Abidjan, største by i Elfenbenskysten; 4,7 mio. indb. (2012). Abidjan var officiel hovedstad fra 1934 til 1983, hvorefter den meget mindre by Yamoussoukro overtog denne funktion. Byen blev grundlagt på Fransk Vestafrikas Guineakyst i 1898, da det besluttedes at bygge jernbanen til Ouagadougou i det indre af kolonien. Byområdet omfatter øer og halvøer i en lang smal lagune (Ébrié), der ligger langs kysten, beskyttet af en sandbarre. I 1950 gravedes Vridi-kanalen gennem barren; dermed fik Abidjan en god, dyb havn i bydelen Treichville. Havneanlæggene er siden udvidet med store containerfaciliteter, hvilket har styrket Abidjans position som regionens vigtigste havneby, "Porten til Vestafrika". En aktiebørs for de fransktalende lande i Vestafrika blev åbnet i 1998.

Abidjan er et vigtigt forbindelsesled mellem det indre Vestafrika og omverdenen og udgør sammen med Dakar i Senegal centrene i det fransksprogede Vestafrika. Fransk kultur præger byen og gør den til et "mini-Paris" samtidig med, at den er en livlig vestafrikansk storby. Nogle bykvarterer er udpræget franske, andre afrikanske. Mod syd findes industrikvartererne, der tiltrækker migrantarbejdere fra Burkina Faso, Mali og Niger. Uden for den egentlige by ligger store slumområder (bidonvilles). Nord for byen kan områdets oprindelige tropiske regnskov opleves i Parc National du Banco.

Byen har gentagne gange været ramme om uroligheder i de senere år. Et kupforsøg i 2001 udløste overgreb imod indvandrere, og mange måtte flygte ud af byen. I 2004 var der voldsomme antifranske protester og i 2006 rettede protesterne sig mod FN, som har mæglet i borgerkrigen i landet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig