Aage Bohr

Aage Bohr (tv.) og Ben Mottelson ved Mottelsons afskedsreception. Sammen fik de i 1975 nobelprisen i fysik.

.

Aage Bohr. Portræt fra 1955 — det år, han blev optaget i Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab.

.

Artikelstart

Aage Bohr, Aage Niels Bohr, 19.6.1922-8.9.2009, dansk teoretisk fysiker, som opdagede forbindelsen mellem kollektive partikelbevægelser i atomkernen og bevægelser af kernens enkelte partikler, og som derved lagde grunden til en sammenhængende teori for atomkernens struktur.

Aage Bohr kom tidligt ind i fysikkens verden, da han i 1943, i eksil i USA, sammen med sin far Niels Bohr blev knyttet til det angloamerikanske atombombeprojekt, Manhattanprojektet. Hans disputats fra 1954, om atomkernernes rotationstilstande, beskriver rotationer af kvantesystemer, hvis struktur er mindre stiv end den, der kendes fra molekylerne. Aage Bohrs teori, som også omfatter vibrationer af kernen, udnytter en analogi med en klassisk væskedråbemodel for atomkernen, som først blev foreslået af Niels Bohr.

Det er karakteristisk for Aage Bohr, at han i sine teorier kombinerer fundamentale symmetrirelationer, elegante kvantemekaniske modeller og anskuelige fysiske billeder. Fra begyndelsen af 1950'erne og flere årtier frem arbejdede Aage Bohr tæt sammen med den amerikanskfødte fysiker Ben Mottelson.

Disse to fysikeres fælles arbejder fremkaldte et væld af teoretiske og eksperimentelle undersøgelser over hele verden, som både bekræftede og udbyggede deres forudsigelser. Disse omfattede superledning i kernerne, vibrationer af par af kernepartikler og en sammenfattende, effektiv feltteori for kernernes bevægelsesformer.

Rotationsfænomenerne er blevet forudsagt med en kvantitativ præcision, som sjældent opnås i teoretiske forudsigelser af fænomener i atomkernerne.

Aage Bohrs virke har fortrinsvis været knyttet til Niels Bohr Institutet i København. Gennem hans indsats blev instituttet også efter 2. Verdenskrig et internationalt center for moderne fysik, sådan som det var i 1920'erne og 1930'erne. Aage Bohrs arbejde har i de senere år sigtet mod en afklaring af kvantefysikkens grundlag set i lyset af generelle symmetribetragtninger.

I 1975 modtog Aage Bohr nobelprisen sammen med James Rainwater og Ben Mottelson, i 1969 blev han hædret med prisen Atoms for Peace, ligesom han er blevet tildelt H.C. Ørsted-medaljen, Ole Rømer-medaljen og den engelske Rutherford-medalje. Aage Bohr var æresdoktor ved en række universiteter i udlandet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig