27-generationen er en overordnet betegnelse i spansk litteraturhistorie for en gruppe digtere, der fra slutningen af 1920'erne markerede en frodig poetisk fornyelse. Den omfatter bl.a. Federico García Lorca, Rafael Alberti og Vicente Aleixandre, der er blandt de vægtigste i 1900-tallets spanske poesi. Navnet refererer til et møde i 1927, hvor 300-årsdagen for barokdigteren Góngoras død blev mindet. Ved den lejlighed blev metaforikken hos Góngora fremhævet i en hyldesttale af García Lorca, og netop det metaforiske kunstsprog er et karakteristisk træk hos flere af generationens digtere ligesom dyrkelsen af det dunkle, surrealistiske udtryk.