vindue

I nordiske oldtidshuse var vindøjet placeret på eller umiddelbart under tagryggen. Oldtidshuse i lande syd for Middelhavet havde flere og større lysåbninger. De var placeret højt oppe på husenes facader og var som hovedregel ikke afdækket, da de også gjorde nytte som ventilationsåbninger. I egyptiske huse kunne der i lysåbningerne være indsat tremmer af træ. I fornemme huse kunne tremmerne være erstattet af gennembrudte kalkstens- eller gipsplader. Hos maurerne, der raffinerede de egyptiske traditioner, blev der udført trærammer med fine sprosseværker og kalkstensplader gennembrudt i sindrige mønstre. I visse tilfælde blev der sat gennemskinnelige materialer, fx alabast, i gennembrydningerne. Maurernes vindueskunst bredte sig via Spanien i løbet af renæssancen over det meste af Europa.

Også grækerne satte i deres antikke templer smukt forarbejdede gitre af træ eller sten i lysåbningerne. Fra antikke romerske huse kendes såvel lysåbninger med profilerede overliggere båret af konsoller som åbninger med rundbuet afslutning med enkelte eller dobbelte kilestensbuer. I romerske kvaderstensbygninger med vinduer, der var bredere end kvadrene, anbragtes der søjler i vinduerne, hvor kvadrene mødtes. Hvor det af byggetekniske eller andre grunde ikke lod sig gøre at få det ønskede antal lysåbninger, blev murværket såvel hos romerne som hos grækerne bemalet så livagtigt, at malerierne illuderede som de manglende lysåbninger. Frem til 300-500 e.Kr. vendte Middelhavslandenes lysåbninger af sikkerhedsmæssige grunde næsten alle indad mod gården. De få lavtsiddende åbninger i gadefacaderne havde karakter af glughuller, der blev sikret med kraftige smedejernsgitre.

Fra tyske bygninger fra 400-t. kendes glughuller under betegnelsen "øjendøre". For at modvirke træk blev disse ligesom vindøjet i de nordiske bygninger lukket med hinder udspændt på rammer. Som hinde kunne anvendes skind, der efter rensning, udspænding, tørring og polering var robuste og nogenlunde gennemskinnelige. Også kraftigt oliebehandlet papir blev anvendt som hinde. Da glas i 1500-t. vandt indpas i Danmark, blev det indledningsvis af besparelseshensyn ofte kun anvendt til de nederste ruder. Til de øverste anvendtes papir.

De tidligste glasvinduer, der havde små, ujævne glasruder, var utætte og blev derfor ofte suppleret med forsatsvinduer med papirruder. Papir i forsatsvinduer anvendtes i Danmark indtil sidst i 1700-t., hvor det blev erstattet med glas. I stedet for papir kunne anvendes ferniseret lærred, der var stærkere, men mindre transparent.

I de ældste danske kirker, opført ca. 1000, blev vinduesåbningen udhugget i én egeplanke. Ved opførelsen af de efterfølgende stenkirker, som havde murtykkelser på op til 1,5 m, blev vinduesåbningerne udført med skrå false ud- og indvendig for at få mest muligt lys gennem de små åbninger. Foroven afsluttedes disse romanske vinduer med rundbuer. I slutningen af den romanske periode blev vinduerne højere og slankere og samledes i grupper på to eller tre, adskilt af murpiller. Ved overgangen til gotikken blev flere vinduer samlet i én fælles blænding og kunne opfattes som ét vindue.

Den altovervejende del af det vinduesglas, der anvendtes i middelalderen og frem til slutningen af 1700-t., var håndblæst. Afhængigt af fremstillingsmetoden fik man cirkulære eller rektangulære glasflader, der var farvede og ikke særlig gennemsigtige. De små glasstykker blev samlet med blysprosser. Af konstruktive årsager kunne vinduerne ikke gøres bredere end 60-75 cm. Større vinduer blev opdelt med lodrette og vandrette poste. For at styrke vinduerne mod vindtrykket blev de vandrette blysprosser forstærket med vindjern.

Det antages, at det ældste vinduesglas er fra omkring Kristi fødsel og sammenfaldende med opfindelsen af det klare glas. Romerne kunne støbe glas i størrelser på op til ca. 40 cm×60 cm. Fremstillingen af støbte glasplader gik i glemmebogen med Romerrigets fald og blev først genopfundet ca. 1670. Herefter blev det muligt at anvende træsprosser, hvori glasset blev stiftet og kittet. Det tog dog ca. 100 år, inden det støbte glas fortrængte det billigere håndblæste glas i Danmark.

Trævinduer fra 1700-t. har normalt to rammer, hver opdelt med én lodret og to vandrette træsprosser i seks lige store felter. Fra sidste del af århundredet blev hovedetagen i bedre borgerhuse, palæer og herregårde fremhævet med vinduer med fire rammer, hvoraf to mindre overrammer hver var opdelt i fire felter, og to større underrammer hver var opdelt i seks felter. Fra 1800-t.s begyndelse undlodes sprosseopdelingen i overrammerne, mens underrammerne opdeltes med én vandret sprosse. For alle sprosseopdelte vinduer fra 1700-t. frem til ca. 1880 gælder, at alle glas i ét vindue har samme mål. I 1880'erne blev der til større beboelsesejendomme fremstillet vinduer med seks rammer i trefagsvinduer. Ofte blev kun de yderste rammer hængslede, og i mange tilfælde undlodes sprosseopdelingen af underrammerne, så der forekom forskellige glasstørrelser inden for samme vindue.

Fra 1930'erne blev det muligt at fremstille trukket maskinglas i store flader og varierende tykkelser. Opdelingen i mindre felter var derfor ikke længere nødvendig af styrkemæssige hensyn. Der udvikledes i overensstemmelse hermed nye vinduestyper som vippe-, dreje- og kipvinduer med store glasflader, som fandt stor udbredelse ved nybyggeri og renovering i anden halvdel af 1900-t. Såvel karme som rammer i disse vinduestyper kan være af metal eller plast.

For at mindske varmetab gennem vinduerne udvikledes i 1930'erne isoleringsruder (termoruder) bestående af to lag glas, der blev holdt ca. 10 mm fra hinanden vha. afstandsprofiler langs kanterne. Der kunne nu selv under kølige himmelstrøg som i Danmark opføres rene glasfacader, der helt dækkede husenes bærende konstruktioner. Fra 1973, hvor oliepriserne og dermed varmeudgifterne steg kraftigt, vendte man dog tilbage til facader med mindre glasarealer, og de traditionelle vinduer vandt igen indpas. At opdeling med sprosser og poste igen blev anvendt, skyldes bl.a. den lysspredning og refleksion, som det profilerede og malede træværk bidrager til. Såvel isoleringsruderne som konstruktion af rammer og karme er dog siden videreudviklet, så vinduernes varmeisoleringsevne kom på højde med øvrige facadekomponenter. Derfor er der igen fra midten af 1990'erne opført energiøkonomiske huse med rene glasfacader.