Vincent af Paul, Vincent de Paul, 24.4.1581-27.9.1660, fransk præst og kirkelig organisator. Han var af bondeslægt, blev præst og kom efter et ophold i Rom til Paris, hvor han 1608 blev sjælesørger for galejslaverne, hvis forhold han forbedrede. Han grundlagde 1625 en kongregation, lazaristerne, til uddannelse af præster, der skulle missionere på landet. I 1633 stiftede han s.m. Louise de Marillac (1591-1660) en kongregation for kvinder, Filles de la Charité (Sankt Vincent-søstre), som skulle pleje fattige og syge, bl.a. på samtidens slagmarker. Vincent, der teologisk var stærkt påvirket af Frans fra Sales, var kendt som en meget ligefrem prædikant. Han blev kanoniseret i 1737.