Mazdakismen var en udbryderreligion fra zarathustrismen og er navngivet efter religionens forkynder Mazdak.

Mazdakismen var en iransk dualistisk religion, hvor hovedkræfterne lys og mørke kæmpede i verden og universet frem til et sluttidspunkt, hvor lyset ville sejre og en idealverden ville opstå. Modsat mange andre dualistiske religioner findes der i mazdakismen ingen form for opfordring til askese hos de troende, der skal hjælpe lyset og det gode til sejr.

Religionen opstod med forkynderen Mazdak, muligvis en zarathustrisk præst og lærd, under den sasanidiske kong Kavâd I (r. 488-531) og sandsynligvis i en nedgangsperiode med udbredt fattigdom i Iran. Mazdak hovedbudskab ser ud til at have været social retfærdighed, lighed og muligvis også øget frihed til kvinder. Mazdak nød kong Kavad I's bevågenhed, men var sikkert ikke elsket af den sasanidiske "statsreligion", zarathustrismens ledere, der var magtfulde i hele den sasanidiske periode. I hvert fald sørgede det adelige og religiøse etablissement med kronprins og senere konge, Khosrow I (r. 531-579) for at få dræbt Mazdak og hans nærmeste disciple i år 529.

Mazdakismen menes at have udløbere i oprørsbevægelser i eftertidens Iran inspireret af religionens hoveddoktriner, nok først og fremmest social retfærdighed og lighed mellem mennesker. En af disse bevægelser kaldes Khorramitter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig