Ignacy Paderewski, 1860-1941, polsk pianist, komponist og politiker. En blanding af følsom musikalitet, forfinet klangbehandling og glødende temperament gjorde ham til en legende blandt klavervirtuoser. Som komponist markerede han sig med operaen Manru (1901), men skrev ellers overvejende klavermusik. Paderewski nød stor respekt for sit sociale engagement. Under 1. Verdenskrig udfoldede han også politisk aktivitet, der i 1919 førte til posten som ministerpræsident og udenrigsminister i den genoprettede polske stat, på hvis vegne han var medunderskriver af Versaillestraktaten samme år.
Ignacy Paderewski
Faktaboks
Ignacy Paderewski
- Født
- 1860
- Død
- 1941
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.