Friedrich Heinrich Ernst von Wrangel, 13.4.1784-2.11.1877, preussisk officer. Wrangel kommanderede 1848 forbundstropperne i 1. Slesvigske Krig mod Danmark, og senere på året skabte han ro og orden i Berlin. Han blev generalfeltmarskal i 1856 og kommanderede under 2. Slesvigske Krig 1864 den preussisk-østrigske hær i krigen mod Danmark indtil maj 1864, hvorefter prins Frederik Karl overtog kommandoen. Wrangel blev greve og bidrog i rådgivende roller under Den Preussisk-østrigske Krig 1866 og Den Fransk-tyske Krig 1870-71.