Ferdinando Fuga, 1699-1781, italiensk arkitekt. Ferdinando Fuga var pavelig arkitekt i Rom 1730-51 og opførte her bl.a. Palazzo della Consulta, Palazzo Corsini og en ny facade til den oldkristne basilika Santa Maria Maggiore.
Fra 1751 virkede han for Karl 3. i Napoli, hvor han påbegyndte fattighuset Albergo dei Poveri (1751-81) og opførte bl.a. Villa Favorita (ca. 1768) og et offentligt kornmagasin (1779).
Ferdinando Fugas stil er senbarok, i en klassicerende form, i de seneste værker stadig mere forenklet, men med barokkens kraftige reliefvirkninger og bevægede rumformer som grundlag.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.