Æsop

Æsop var en legendariske figur, der i græsk litteratur allerede fra 400-tallet f.v.t. står som prosa-fabeldigteren par excellence.

Herodot placerer ham i 500-tallet og gør ham til en slave fra Samos, der senere blev myrdet af præsterne i Delfi, fordi han afslørede deres griskhed. Herodots oplysninger grunder sig muligvis på en allerede eksisterende biografi, som den såkaldte Æsoproman fra romersk kejsertid er en fantastisk videreudvikling af.

Den første samling af fabler i antikken foretog Demetrios fra Faleron, senere fulgt af adskillige andre, hvoraf collectio Augustana (300-400-tallet e.v.t.) er den kendteste. Indholdsmæssigt går der en lige linje fra Æsop over Fædrus til La Fontaine. Konstituerende for fablen som genre er den fortællende form og det fiktive indhold, hvor de handlende oftest er talende dyr med menneskelige egenskaber (planter, guder og mennesker forekommer også), samt den afsluttende morale, der kan betone såvel den stærkeres ret som den svage, men kløgtiges sejr over den store, men dumme.